Sui forlader sin mand uden helt at kunne forklare hvorfor. Da hun modtager et brev om, at hendes ukendte bedstefar har ladet hende arve en hytte på Citronbjerget, beslutter hun sig for at rejse fra Danmark til Korea. Selvom Sui har rødder i landet, er alt fremmed. Selv hytten føles ubekvem, da den tårnhøje bedstefar har dimensioneret den efter sin egen krop. Kan hun overhovedet spejle sig i ham, når han er død? Hvem er den mand, der opsøger hende og påstår, at de kender hinanden? Og hvorfor ligger der bittesmå påfuglevifter i tændstikæsker i køleskabet? Da hyttens gartner anklages for mordbrand, og hans datter forsvinder, suges Sui ind i et familiedrama, der forankrer hende på bjerget og sætter hendes skilsmisse i et andet lys.
CITRONBJERGET er et forunderligt sted og en roman om at miste fodfæstet og genfinde balancen. En fortælling om kærlighed – den man fravælger, den man mister og den, der blomstrer helt af sig selv.
Jeg har det altid sådan med Eva Stines bøger, at jeg undres mens jeg læser. Og kan altså bare så godt lide deres underfundighed. Og lidt har jeg også lidt fornemmelsen af, at jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg kan lide dem. Men endnu engang er jeg forundret og godt underholdt. Jeg vil også have en robot, et citrontræ og en bedstefar det efterlader mig et træpalads.
Eva Tind - Citronbjerget / Lemon Mountain . ⭐️⭐️ . I started this book with lots of hope, the premise was strong enough - a 50-year old Danish/Korean woman found out that her Korean grandfather willed her a house in a place called Lemon Mountain, outside of Seoul. Sui, our main character, who just got a divorced from her long term husband packed her bags and left to Korea, to get to know about the late grandather that she never met. . From here, it goes downhill. The book felt chaotic if not messy. She suddenly met Kunwoo, another Danish/Korean that creepily followed her across the world after seeing her social media post that she moved to Korea, and got tangled in the life of Siu, the place’s gardener and Harata, the hot Maori boy who worked at the convenience store nearby. . I get it, it’s a story about letting go, embrace the unknown and all but I just think that it was quite messy storytelling imho. . #evatind #citronbjerget #lemonmountain #danishauthor #bookstagram #2023readingchallenge #2023reads #currentlyreading
“Nu, for første gang i mit liv, lader jeg mig falde bagud ind i stamtræets udbredte krone, en favn. Jeg er en forgængelig organisme, men også fysisk set en del af et langt større fortælling, slægtens. Jeg har altid været forbundet med den danske del af mit stamtræ. Mens træets koreanske grene forblev bladløse. Nu sætter nøgne grene lysegrønne knopper.”
Citronbjerget handler på en og samme tid om at forlade sit hjem og finde det. Jeg kan ikke påstå at have en måde at relatere til den vilde følelse det må være at have rødder og familie på den anden side af jorden. Men efter at have læst denne bog tror jeg, at jeg har fået et bedre indblik i hvordan det føles at fylde de huller afstanden kan skabe.
Beskrivelsen af Citronbjergets nærmest overnaturlige atmosfære er for mig i perioder svær at forstå, og måske er det netop det der er meningen - at Sui mærker stedets påvirkning så dybt i hendes sjæl, at det bliver uforklarligt. Og det er fængende læsning, uden at jeg helt kan forklare hvorfor det giver mening, at det optager mig.
Man kan i hvert fald tydeligt mærke at Eva Tind også er lyriker - enormt smukke metaforer og beskrivelser der gør teksten livlig, især emotionelt af Sui’s følelsesliv. Virkelig god dansk skønlitteratur.
Virkelig en dejlig bog at læse, der giver mig lyst til at tage til Korea ✨ jeg tror dog, at jeg skal være ældre og have mere livserfaring for rigtig at kunne forstå og nyde den, som det er meningen.
Sui forlader sin mand efter mere end 20 års samliv. Hun forklarer det med, at hun, for at finde ud af, hvad hun vil, er nødt til at blive fri. Sui modtager derefter et brev om, at hendes koreanske bedstefar, Hal-aboji, som hun aldrig har mødt, er gået bort. Hun har derfor arvet en hytte i de østkoreanske bjerge. Brevet sætter gang i en uvirkelig følelse af, at det nu er endegyldigt for sent at komme til at kende hendes koreanske rødder. Samtidig har hun mistet muligheden for at forstå, hvem hun dybest set selv er. Hun vælger at tage af sted til Korea for at få overdraget sin bedstefars hytte. Og der, under Citronbjergets tinde, møder hun forskellige personer og en magi, der involverer selve naturens uendelige betydning.
Sui føler sig fremmed i både sig selv og i den kultur, hun lander i. Tilbage i Danmark findes et forlist ægteskab og en halvvoksen datter, Lou. Sui har forladt sin mand, selv om hun har svært ved at finde frem til, hvorfor hun gik. Skilsmissen smerter og fylder hende med uløste spørgsmål her to år efter bruddet.
Igennem et år opholder Sui sig på Citronbjerget, og som årstiderne skifter forandres hendes følelse af at være fremmed. I den ukendte kultur er hun midt i en magisk natur og personer, der har kontakt til alt hvad er befinder sig mellem himmel og jord. Sui ændrer synet på både sig selv og smertepunkterne i sit liv.
Citronbjerget føles som at befinde sig i en af Hayao Miyazakis mange animationsfilm. Verden udfolder sig på en fantastisk måde, hvor forskellige personer på de mest utrolige og magiske måder væver sig ind i Suis historie. Det er bedårende at læse om.
Eva Tind skriver malerisk om skilsmissens dilemmaer, familiens bånd og betydningen af at høre til. Virkelig anbefalelsesværdig bog.
Den slutter lige nøjagtig der hvor handlingen endelig begynder at tage fat. Desuden har jeg enormt svært ved at tro på det der sker i bogen. Jeg ved godt det hedder fiktion af en grund, men umuligt at man bare ville stole på en eller anden tilfældig man der har rejst halvdelen af jorden rundt fordi han så en på facebook og syntes man så cute ud. Og så irriterer navnene mig grænseløst. Altså hvem kalder sit barn for "Nej"??? Desuden er det da også utroligt at hovedpersonen er så desperat efter mandlig opmærksomhed, at en mand bare skal ånde i hendes nærvær og så går hormonerne straks igang... Hav lidt selvrespekt altså. Afslutningsvist kunne man mærke at bogen prøvede sit allerbedste på at være meget meget poetisk nogle gange, men det føltes totalt opstillet. Denne her bog havde været bedre stillet hvis den var mere handlingsfokuseret, og så brugte sine 250 sider fornuftigt. Der var et mysterie i den, men mysteriet blev løst fuldkommen tilfældigt ved at hovedpersonen havde en eller anden feberdrøm? ALTSÅ HVAD SKER DER.
0.5 stjerner herfra, fordi starten var meget lovende.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Eva Tind skriver poetisk og fint, og bogen har interessante (og meget vidtfavnende) temaer såsom ophav, shamanisme, overgangsalder, skilsmisse, en mordgåde og at være mor og sin egen person samtidig. Men den er også virkelig rodet og skøjter let hen over det meste. Det der gav mig lyst til at læse den færdig var det lette sprøde sprog og den finurlige handling og personer, som mindede mig lidt om noget af det japanske litteratur, jeg har læst og godt kan lide. Men vil nok hellere læse en koreansk eller japansk bog næste gang. Er efterhånden lidt træt af forfattere der skriver om forfatter-alteregoer.
Eva Tinds roman, Citronbjerget, lægger sig i sit antrit op ad autobiografi. Der er tale om en jeg-fortæller med halv koreansk halv dansk baggrund. Jeg-fortælleren er kvinde og forfatter med en del bøger bag sig, bl.a. en roman. ved navn Ophav - Eva Tind har faktisk selv skrevet en roman med denne titel. Jeg-fortælleren er for nyligt blevet skilt, ligesom Eva Tind er blevet, og jeg-fortælleren er i gang med en ny bog, der skal omhandle det at blive skilt og det at leve videre med det. På samme måde som selv Citronbjerget omhandler jeg'et skilsmisse.
Samtidig bliver der også lagt en distance til Eva Tind - og dermed er der ikke tale om en autobiografisk roman. Først og fremmest ved, at jeg-fortælleren ikke hedder Eva, men derimod Sui. Et navn, som vi får at vide refererer til en dansk sang om en teenagepige, der løber hjemmefra - en sang som Suis mor skulle have kunnet lide (sangen er af Sneakers; lidt ironisk kan man sige, at navnet og sangen foregriber, at Sui faktisk løber hjemmefra ved at blive skilt og rejse bort). Navnet lyder i danske ører måske også lidt asiatisk - og viser det sig, kommer til at nærmest spejle navnet på en anden karakter i bogen, en koreansk gartner ved navn Siu. Så navnet Sui er både ærkedansk med Sneakers referencen, og så alligevel noget helt andet. En anden distance til forfatteren er, at Eva Tind selv er adopteret fra Korea, og altså ikke har halv koreanske halv danske forældre.
Citronbjerget handler om, at Sui arver en "hytte" i Sydkorea et godt stykke fra storbyerne i et landskab med bjerge og skov. Det er Suis farfar, som er død. Farfaren levede kortvarigt i Danmark, men besluttede sig så for at vende tilbage til Sydkorea kort efter, at Suis far var kommet til verden. Og herefter har faren og senere Sui slet ikke haft nogen egentlig kontakt med farfaren. Suis far er død for et par år siden, og derfor er det Sui som farfaren overraskende har skrevet på som arving af hytten i testamentet. Hytten viser sig dog ikke at være en lille bolig, men derimod et byggeri med fem templer, for farfaren har være shaman. Han var tilmed en meget høj person, og indboet i de arvede bygninger viser sig at være alt for stort til Sui, så hun hele tiden må prøve at tilpasse sig til de enorme omgivelser.
Romanens titel skyldes, at de arvede bygninger ligger for foden af et bjerg, som fra en vis vinkel skulle ligne en citron. Sui vil kun kunne få arven, hvis hun møder op i Sydkorea inden for en måned. Det beslutter hun sig for at gøre - for samtidig også at få et skub til at opdage hvilket liv farfaren havde levet og for at komme væk hjemmefra (man hører næsten Sanne Salomonsens stemme...)
Romanen bevæger sig fra sit autobiografiske antrit gradvist over i en fantastisk fortælling, hvor der finder mystiske ting sted. Mystiske ting, som på den ene side kan relatere sig til den shamanisme, som farfaren selv har dyrket som shaman. Men som på den anden side også driver en form for detektivisk historie frem, hvor Sui forsøger at få hold på, hvad der egentlig sker.
Der sker bl.a. følgende mystiske ting: - En mand, som påstår at have gået i gymnasiet med Sui, dukker op ved Suis arvede templer. Han ligger i en kæmpe græsbunke og bliver først associeret med en fugleunge af Sui. Men hvem er han, og hvad vil han? - Der opstår en brand i det hus, som farfarens gartner, Siu, bor i med sin kone og datter. Konen dør, og Siu forsvinder, men dukker så op. Hvad er der sket, og hvad vil han - og hvor er hans datter henne? - En ung mand ser ud til at følge med Sui ret langt på rejsen fra Seoul til Citronbjerget. Er det bare tilfældigt - og hvordan kan det være, at Sui er så optaget af hans hænder. Og er det bare tilfældigt, at han er fra New Zealand og står for butikken neden for templerne ved Citronbjerget? - Hvad laver alle de flotte "Regnbuefugle med deres flotte regnbuefarvede kam. Og hvorfor er mange af kammene klippet af og ligger i tændstiksæsker i Suis køleskab, da hun ankommer?
Udover alle disse mysterier - som altså både kan være detektivhistorier og være indlejret i en shamanisme, så handler bogen om det at leve videre efter en skilsmisse. Uden helt at kunne forklare hvorfor hun forlader sin mand efter cirka 25 års ægteskab, så prøver Sui at finde frem til, hvad den frihed, som hun på en eller anden måde har søgt og blevet klar over, at hun har haft brug for, nu skal leves. Det er ikke en nem og entydig vej for Sui at finde - der er savn, skyld, sensualitet og begær, som leder hende på vildveje, efterlader hende i tomrum, i loops og meget andet, men som også på en eller anden måde også gør hende mere selvstændig og i hvert fald til en anden kvinde, end den hun var sammen med sin ægtefælle.
Det er virkelig en både spændende og velskrevet roman Der fortælles næsten udelukkende i nutid i første person ental - hvilket giver et grundlag for at skabe en grundtone af forvirring, forsøg på opklaring, pludselig indskydelser, fysisk tiltrækning og meget mere. Der er mange passager i bogen med blændende sensuelt sprog- og også fede og sjove metaforer, såsom at ægteskabet føltes som kød, der falder af et ben på en alt for længe kogt kylling. Metaforer, som nogle gange også bogstaveliggøres, som når det at kræve skilsmisse beskrives som at sende en ulv ind i familien, hvorefter ægtefællen bogstavelig farer rundt i skoven sammen med en ulv.
Når jeg alligevel ikke ender med at give bogen fem stjerner, så skyldes det, at midterdelen i romanen for mig at se står en smule i stampe, og godt kunne have været blevet skåret mere til. Men romanen er meget tæt på at være til topkarakter - ikke mindst fordi den både har sproglig elegance og et twistende plot.
Skøn roman som rummer alt det, jeg elsker i en god læseoplevelse. En anden kultur (Korea), noget med at finde sig selv og lidt magi og mystik som asiatisk litteratur ofte formår at sprinkle ned midt i realismen. Bedst af alt den skønneste billedlige semantik.
Kan ikke placere stjernerne til en rating. Kunne både rigtigt lide bogen og så alligevel ikke helt - den fangede meget, men kan ikke rigtigt sætte ord på, hvad jeg synes? Fin, dragende, mystisk og mærkelig
Klichéfyldt, men spændende omdrejningspunkt med at forlade et sikkert forhold for at finde sig selv. Anderledes take på det, ved at hovedpersonen skal finde og forbinde sig med sine etniske rødder i Korea, da hun arver sin “halaboji’s” hytte på Citronbjerget. I starten syntes jeg ikke om sproget, da det er fyldt med billedsprog - utroligt mange metaforer, og fortælleren stiller tit retoriske spørgsmål/spørgsmål til sig selv, som også tit er metaforiske. Efter 50-100 sider kunne jeg forstå, at sproget passer til fortællingen. Både fordi hovedpersonens skilsmisse og rejse til Korea for at finde sig selv i virkeligheden har flere betydninger end bare det - personerne, hun møder, repræsenterer også flere ting. Det var forfriskende med en realistisk historie om en koreansk/dansk moderne kvinde, som alligevel havde plads til shamanske ritualer og troen på noget større. Den sideløbende historie med Siu (gartneren), som sætter ild til sit hus og dermed dræber sin kone for øjnene af deres datter er en spændende sidehistorie, som flettes godt ind i hovedforløbet. Hvis man keder sig over hovedpersonens egen fortælling, er der hele tiden en af de andre personer, man gerne vil høre mere om. Skæbnen spiller en stor rolle i fortællingen. Lidt klichéfyldt, brat slutning, og igen meget metaforisk. Slutcitat: “Det er første gang, jeg ser det: Jeg rejste ikke hertil for at søge det, jeg havde mistet, men for at finde en grund til at blive.” Fint ift. at bjerget er formet som en citron - det kunne hun ikke se, første gang hun så bjerget. Hun er jo rejst til Korea for at søge sit ophav frem, men har så i løbet af tiden fået lyst til at blive i stedet. Lidt søgt.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Hvad er der med frihedsbegrebet og folk der skal være fri fra de tranditonelle bundne sociale konventioner og den nye danske skønlitteratur? Frie for at dyrke deres egne individualistiske behov? Det bliver en smule for individualistisk for min smag.
Når det så er sagt er det dejligt forfriskende at denne frihed udspiller sig på et bjerg i Sydkorea med fine miljøbeskrivelser. Meeeen, Tind skal lige huske at holde tungen lige i munden for der var i hvert fald en, temmelig stor, svipser. Hvor hovedpersonen ikke havde været syd for døgnkiosken efter en speciel episode. Men, på siden lige inden har hovedpersonen besøgt en bygning som ligger syd for døgnkiosken op til flere gange efter den specielle episode fandt sted. Sådan en upser får mig til at miste meget for bogen - det føles ugennemført. At Tind så ikke kort tid efter gør det igen ved at referere et en person som barnebarn, som faktisk er et oldebarn, gør det bestemt ikke bedre. Det får mig til at tro at dét kapitel er skrevet som noget af det sidste uden ordentligt korrekturlæsning - noget som bogen også manglede…
Det lyder som jeg ikke kan lide bogen - men det kan jeg altså. Dog er det ikke en af de bedste romaner jeg har læst, da den føltes meget rodet til tider. Det mistænker jeg var meningen. Meeeeeen. Man kan ikke altid følge andre folks systematiske rod. Der var dog noget uforklarligt som gjorde jeg havde læst til at læse bogen færdig - måske noget magi fra shamanistisk magi.
Jeg var ret begejstret for den sidste bog (Kvinden der samlede verden), jeg læste af Eva Tind (det var også den første), så derfor blev jeg glad over at finde den nye i min læse-lytte app.
Den befinder sig et sted mellem fiktion og erindringer, forestiller jeg mig, for jeg har ikke læst interviews med forfatteren. Men den 50+ årige og nyskilte dansk-koreanske hovedperson, der er forfatter, arver uventet sin ukendte koreanske farfars hus på Citronbjerget og beslutter spontant at rejse derud. Bogen beskriver hendes (første?) år i huset på Citronbjerget. Vi bevæger os indimellem på kanten af magisk realisme, men ved aldrig rigtigt, hvor meget der foregår inde i hovedpersonens hoved.
Hun møder en lille håndfuld gådefulde og særdeles interessante mennesker af både koreansk, dansk og New Zealandsk (!) oprindelse, og spillet mellem disse personer er elegant og fint spundet. Det at være "sociologisk" dansker, men alligevel føle sig som noget andet beskrives, så jeg næsten ku' mærke, hvordan det er – selvom det kan jeg selvfølgelig ikke.
Jeg nød virkelig at lytte til denne bog, og jeg forestiller mig, at den vil være som manna for både dansk-koreanere og andre af "blandet ophav".
This novel (read in Danish) is set on a mystical mountain in Korea, and the main character - like the author - is a Dane with Korean roots. She sets off to connect with an inheritance from her uncle, who was a shaman, and to try to resolve her conflicting emotions about her divorce two years earlier. The novel appears on the surface to be a straightforward story about identity and relationships, but it veers off into magical realism at unexpected moments. I found that a bit unsettling - but that may be what Eva Tind intended.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
De to stjerner gives for det smukke, indfølende sprog. Handlingen er rodet - og hovedpersonen Sui irriterede mig: Hun tager til Korea for at arve sin bedstefars træ-palads og finde sin koreanske arv, men tiden går mest med at evindelige overvejelser om hendes skilsmisse og seksuel frustration/fantasi, hvor alt af hankøn vækker begær. Den koreanske arv klares ved lidt utydelige antydninger igennem bogen - og lidt flirten med shamanisme i slutningen. Hun fremstår følelsesmæssigt umoden og selvkredsende. Selvsagt kan det være forfatterens intention, men da alt foregår fra Suis synsvinkel, bliver det - for mig - enerverende i det lange løb.
Eva Tind skriver vidunderligt - hun væver de fineste billeder og stemninger frem, og jeg elsker måden hun bruger magisk realisme på.
Når det er sagt var jeg ikke forberedt på, hvor erotisk romanen er, og derfor var det heller ikke noget, der bidragede positivt for mig. Jeg forstår, at hovedpersonens rejse handlede om en frigørelse - følelsesmæssigt og seksuelt - fra sit tidligere forhold, og derfor forstår jeg også hvorfor den del var med. For mig kom det bare til at fylde for meget og tog væk fra det, der var bedst ved romanen. Men det er uden tvivl en smagssag.
Wow, hvor var jeg bare fanget af den her bog. I handlingen sker der i virkeligheden ikke særlig meget, men jeg blev alligevel revet fuldstændig ind og opslugt af det hele.
Det er alt for sjældent, jeg læser magisk realisme, og i denne er det sydkoreanske ritualer, der bliver brugt som de magiske elementer, hvilket er ret interessant. Sommetider synes jeg helt, at stemningen krøb under huden og blev helt skræmmende!
En virkelig god læseoplevelse og glæder mig allerede til at læse mere af Eva Tind
Skøn bog med et smukt og sanseligt sprog om Citronbjerget og om Sui, der med koreanske rødder arver nogle huse på Citronbjerget. Hun skal finde sit ståsted i livet efter bl.a. en skilsmisse. Jeg er også delvis med på de overnaturlige og magiske begivenheder, der vel også er udtryk for den splittelse, der er i Sui mellem hendes danske og koreanske baggrund - nogle af dem dog noget fortænkte (eller også forstår jeg ikke sammenhængen).
Lidt fabulerende fortælling om en kvinde midt i livet som har afbrudt sit ægteskab og tager til Korea, da hun arver en grund og nogle huse. Bogen bærer præg af hovedpersonens famlen i livet og fremstår lidt famlende. Der var mange fine beskrivelser af Korea og det gav mig lyst til at lære mere om landet.
Jeg var meget grebet af denne bog (efter omtrent 20 sider) og den indeholder et smukt, beskrivende sprog og en fortælling, som man aldrig helt ved, hvor man har - fordi hovedpersonen Sui ikke selv har styr på, hvad der sker. Jeg vil helt klart læse flere af Eva Tinds værker i fremtiden!
hold da op den var speciel. Jeg synes nogle gange bogen mistede retningen + jeg mistede interessen til sidst og tænkte ‘hvornår slutter den’, men ellers finurligt smukt sprog og nogle spænende karakterer.
Jeg kan rigtig godt lide Eva Tinds beskrivelser og hendes sproglige finurligheder. Men jeg lidt svært ved handlingen og forstår måske ikke rigtig meningen. Men sproget gør den alligevel til en oplevelse at læse.
Jeg havde store forventninger til bog og forfatter, som jeg gerne har villet læse noget af. Bogen har en helt særlig stemning 🍋🍋 og hvis man gerne vil udfordres af en roman, der foregår i en anderledes kultur, så bliver man nok begejstret som jeg var.